Gå til hovedindhold

Søvn fra 1-2 år

Dit barns søvn kan blive påvirket af de mange nye oplevelser i dagplejen eller vuggestuen. Læs her, hvordan du som forælder støtter dit barn til god søvn.

Indhold

    Vejledningerne er baseret på Sundhedsstyrelsens anbefalinger om søvnlængde og deres bog ’Sunde børn’

    Anbefalinger for søvnlængde
    Sunde børn - til forældre med børn i alderen 0-2 år

    Sådan hjælper du dit barn til at sove

    • Gør puttetiden til noget hyggeligt og rart ved at gøre de samme ting ved sovetid.
    • Begræns den vågne tid i sengen og brug kun sengen til at sove i (ikke til time-out eller leg).
    • Vær rolig omkring barnet og sluk fjernsyn og andet støjende mindst 1 time før sengetid.
    • Vær sikker på, at sengen har en god madras, der passer til barnets vægt, og en passende dyne til årstiden.
    • Giv en sovebamse eller sutteklud - det skaber tryghed.
    • Gør værelset klar til nat, luft ud og træk gardiner for vinduet, så rummet er mørkt.
    • Ryd legetøj op - det er med til at signalere forskel på dag og nat.
    • Hav faste sove- og spisetider - det stabiliserer døgnrytmen.
    • Put barnet, når det er træt og ikke overtræt.

    Døgnrytme og søvnbehov

    Børn sover forskelligt, men dette er som regel gældende:

    • De fleste 1-årige sover 12-14 timer i døgnet heraf 1-2 lure i løbet af dagen.
    • Mellem 1 og 2-års alderen kan de fleste børn nøjes med at sove en enkelt lur.

    Sundhedsstyrelsen anbefalinger for, hvor meget børn, på denne alder, bør sove:

    • Anbefalet søvnlængde for børn 0-2 år er 11-14 timer i døgnet.
    • Søvnbehovet kan variere fra barn til barn på samme alderstrin.
    Sidst opdateret: 2. maj 2024