Putteritualet

Du etablerer gode søvnvaner ved hjælp af regelmæssige, gode rutiner omkring sovetid. Faste sove- og spisetider er med til at sikre en god døgnrytme.

Det gode putteritual

Putteritualet hjælper dit barn til at mærke, at dagen er omme, og det er tid til at sove. Dit barn har brug for genkendelighed. Gør derfor tingene i samme rækkefølge hver aften. Barnet har brug for at geare ned, så vælg rolige aktiviteter. Putteritualet skal ikke tage for lang tid.

Sådan kan en god aften se ud

  • Forsøg at spise tidligt. Dit barn skal ikke være sulten eller tørstig ved sengetid, men sover heller ikke godt på fuld mave.
  • Lav noget roligt og hyggeligt efter aftensmaden. Det kan være at bade, læse en bog, synge eller massere, så kroppen slapper af.
  • Læg mærke til dit barns træthedstegn og put, når det er træt, mæt og roligt.
  • Vær tydelig over for barnet, at nu skal det sove, og sæt grænser. Dit barn mærker hurtigt, hvis du er usikker.
  • Gå gerne ud af rummet, før dit barn falder i søvn. På den måde vænner barnet sig til at være tryg alene i sin egen seng. Dit barn vil herved også have lettere ved selv at falde i søvn igen, hvis det vågner om natten.