Hjælp mit barn vil ikke sove

Hjælp mit barn vil ikke sove

Har du et barn, der falder i søvn meget sent om aftenen, er det vigtigt først at ændre på sengetiden. Dernæst holde en meget fast rytme med de samme senge- og stå op tider. Også i weekender og ferier. Det er vigtigt, for at den nye rytme kan etableres.

Træthedstegn

Har dit barn svært ved at falde i søvn om aftenen, kan det være fordi, det er overtræt. Men er dit barn kommet for tidligt i seng, kan det også have svært ved at falde i søvn.

Kig derfor på, om dit barn viser tegn på at være træt. Tegn på træthed hos små børn kan være, når de:

  • gaber, ser væk, gnider sig i øjnene, ører eller på næsen
  • er irritabel, urolig, hyperaktiv eller er fraværende
  • klynker eller græder uden at vise tegn på at være sulten
  • gerne vil nå en masse ting, før sengetid.

Gode råd

Rådene her er nogle, du kan følge for at foregribe søvnproblemer. Har dit barn svært ved at falde i søvn, kan du gå direkte til "Sådan gør du" på siden her.

  • Hvis dit barn har mange tanker ved sengetid, kan en kort ”godnat-snak” give barnet positive tanker at falde i søvn på
  • Rolig musik eller historie på CD kan hjælpe til at falde i søvn. Det fungerer som et slags ”tapet”, som fjerner alle de små lyde i hjemmet og får tankemylder på afstand
  • Sluk alle former for skærme 1 time før sengetid: TV, computere, mobiltelefoner og tablets inden sengetid kan gøre det sværere at falde i søvn. Skærmen udsætter dit barn for et kunstigt lys, som holder det vågent, fordi søvnhormonet bliver undertrykt. Det giver det ro til at falde i søvn, når der ikke er lys og lyde. Barnet får mulighed for at finde ro i sig selv.Sådan gør du

Sådan gør du

Vi anbefaler en af disse to metoder, som du kan prøve dig frem med:

  1. Gå ud af værelset, inden dit barn sover helt. Hvis dit barn græder, så gå ind og vis, at du er der. Trøst dit barn, imens det ligger i sengen, og put dynen om barnet. Sig ”Du skal sove nu, godnat”. Gå ud igen. Fortsæt på samme måde, indtil dit barn falder i søvn. Vær rolig og overbevisende.
  2. Hvis du ikke bryder dig om at forlade dit barn, så prøv at stå i døråbningen med ansigtet væk fra barnet, mens du læser, lægger tøj sammen eller andet, hvor du ikke har opmærksomheden på dit barn. Dit barn kan se dig og samtidig se, at der ikke sker noget spændende. Til sidst vil det lægge sig ned og falde i søvn.

Det kan tage op til en 1 uge, før dit barn vender sig til det nye. Vær tydelig og vedholdende. Fungerer metoden ikke, efter du har prøvet den af i en uges tid, så prøv en anden. Vigtigst er, at den metode, du vælger, føles rigtig, og at du holder dig til én metode ad gangen, så dit barn ikke bliver forvirret.