13-18 år

13-18 år

Det er forskelligt fra person til person, hvor meget man har brug for at sove. Men søvn er et basalt behov, for at din krop og hjerne fungerer, uanset hvor gammel du er. Er du mellem 13 og 18 år, har du behov for 8-10 timer pr. nat. Det er først efter 20-års alderen, at du har det samme søvnbehov, som en voksen.

Sov godt og hold dig mæt og slank

For lidt søvn kan virke på dit stofskifte og appetit, så du får mere lyst til fedt og sødt. Der er derfor en sammenhæng mellem at sove for lidt og at være overvægtig. Jo flere timer, du er vågen, jo mere har du brug for at spise. Det giver en øget tendens til overvægt.

Sov godt og boost dine muskler og din højdevækst

Når du sover, sker der en øget udskillelse af væksthormon. Det gør, at din krop og dine muskler vokser. Søvn gør også, at din krop er bedre til at restituere efter træning. Træner du, får du altså mere ud af din træning, når du får dit søvnbehov dækket.

Sov godt og hold dig rask

Søvn styrker dit immunforsvar. Sover du ikke nok, bliver kroppen dårligere til at danne betydningsfulde stoffer, der er nødvendige for et godt immunsystem. Søvn nedsætter altså risikoen for sygdomme.

Sov godt og klar dig godt i skolen

Søvn gør, at du kan koncentrere dig, er mere opmærksom og husker bedre. Det er især drømmesøvnen, der styrker forbindelserne mellem hjernecellerne, så du husker bedre. Du bliver bedre til at lagre informationer i hukommelsen, og det forbedrer din indlæring. Du bliver altså i bedre til at lære nyt i skolen, når du får din nattesøvn.

Sådan hjælper du dig selv til at falde i søvn

Det er nemmere at falde i søvn, hvis du:

  • får dagslys, motion og sund kost. Motionen skal dog ikke ligge for sent på aftenen
  • hverken er sulten eller overmæt, når du går i seng
  • undgår cola, kaffe og energidrikke i timerne inden sengetid
  • gearer ned inden sengetid og tømmer hovedet for tanker
  • dropper en eventuel eftermiddagslur, og i stedet har en fast rytme med fast sengetid
  • undgår at tage computer, tablet eller mobil med i seng.