0-1 år

0-1 år

Det helt lille barn får mange sanseindtryk og oplevelser, fra de vågne timer om dagen, som bearbejdes om natten. Derfor har barnet brug for ekstra meget søvn.

Anbefalinger her er baseret på vejledningen Sunde Børn fra Sundhedsstyrelsen

Sådan hjælper du dit barn til at sove

  • Vær rolig omkring barnet - sluk fjernsyn og andet støjende i god tid inden sengetid
  • Put barnet, når det er træt, mæt, roligt og trygt
  • Sørg for et rart og roligt sted at sove, hvor der ikke er støv, lys og røg. At sengen har en god madras, der passer til barnets vægt og en dejlig dyne.
  • Giv en sovebamse eller sutteklud - det skaber tryghed.
  • Luft ud før sovetid og træk for vinduet, så rummet er mørkt.
  • Faste sovetider og prøv eventuelt med at fast putteritual, når dit barn er 4-6 måneder.

Døgnrytme og søvnbehov

En nyfødt sover cirka 15-20 timer i døgnet, men børn er forskellige, og det er deres søvn også. Skal vi sige noget generelt er det, at

  • det nyfødte barn (1-4 uger) sover i kortere perioder af 2-4 timer ad gangen. Nogle tager kortere, andre tager længere lure ad gangen.
  • ved 6 uger begynder barnet at kende forskel på dag og nat og sover 4-6 timer ad gangen om natten.
  • indtil 6 måneders alderen har barnet brug for mad hver anden eller tredje time, også om natten. Herefter sover barnet gradvist i længere tid ad gangen.
  • døgnrytmen bliver mere stabil ved 4-12 måneders alderen, og barnet begynder at sove igennem (5-6 time i streg)